Wessel/Nyholm


Galleri Udengaard


info@galleriudengaard.dk  //  22 16 91 25


     Besøg vores facebook side og se flere billeder 




Pressemeddelelse:


Galleri Udengaard Projekt er glad for at kunne præsentere to nye udstillinger:

”LOST” med assemblager, papirarbejder og installation af Jan Wessel samt

”Mellem himmel og jord…” med skulpturel glas og akvareller af Karen Nyholm.


Jan Wessel, der er født 1952 i Skanderborg, bor og arbejder i København. Han er oprindeligt uddannet scenograf,

men arbejder i dag udelukkende som kunstner.


I kataloget ”Assemblage”, der er lavet i forbindelse med udstillingen skriver cand.mag. Ingelise Andersson om

Jan Wessels arbejdsform:


Assemblage er en kunstnerisk proces, hvor der til billedfladen tilføjes objekter af forskellige materialer, som herved

tilføjer fladen en tredimensionel rumlighed.


Jan Wessel fortæller selv, at hans objektkasser som udgangspunkt starter uden nogen form for skitse. De er alle bygget

op med det formål, at give beskueren lyst til at digte videre på en allerede påbegyndt historie. Assemblagerne er skabt

ved hjælp af lys, udklip, mekaniske elementer samt en malerisk proces, som sammenlagt er med til at give den

tredimensionelle oplevelse og muliggøre en anden rumoplevelse end maleriet. Samtidig har assemblagerne den sprøde

legende lethed som collager har, når de via deres sammensætninger, på bedste dadaistiske vis, bliver finurlige og mystiske.


Med sine objektkasser udfordrer Jan en lang og fornem tradition, hvor han tør lade associationerne slippe løs, med humor,

vovemod og ikke mindst elegance. Med sin store fantasi udvikler han hver objektkasse og stopper først, når den rette historie

eller det rigtige udtryk er på plads.


Jan Wessels fortid som scenograf fornægter sig ikke. Hver objektkasse er et iscenesat tableau, hvor han deler ud af sine

æstetiske udtryk og formår at forene dem til en samlet scenografi – et helt særligt visuelt og forførende univers.


Karen Nyholm er født i 1976, bor og arbejder i Aarhus. Hun er uddannet på Glas & Keramikskolen på Bornholm samt

Pilchuck Glass School i USA.


Karen Nyholms værker er kendetegnet ved en undersøgelse af nye former for design og motiv, og etablerer med sin fortællende

form et brud med den gængse opfattelse af skulpturelt glas. Hendes univers skaber både referencer til popart, Disney og det

postmodernes sammenkobling af forskellige historiciteter.


Med udstillingen ”Mellem himmel og jord…” skaber kunstneren en fantasi med fortællingen i centrum, med tråde tilbage til

barndommens farverige pyntede univers, men her sat ind i rammen af voksen æstetik. Som i dødningehovederne som erstatning

for blomster, et kontrastskabende virkemiddel om frugtbarhed og liv, der viser sin modpol og et humoristisk pust i et materiale,

vi ofte forbinder med noget forfinet og pænt.

Med døden på tapetet skaber hendes værker en reference til barokkens tema om livets forgængelighed, skrøbelighed og forfald

– en symbolik, der samtidig understreger netop glassets materialitet, hvor det forfinende kan være få sekunder fra ødelæggelse.

Kontraster og fortællinger optræder sådan i skulpturer, der både tiltrækker og udfordrer os med en utilsløret femininitet, fantasi

og harmonisk formforståelse.

Kitch og god smag mødes her i en dans, der sætter nye trin for figurativ glaskunst.


Vi byder velkommen til fernisering søndag den 16. marts 2014 kl. 13.00 – 16.00


hvor vi byder på et glas vin med lidt til…


Udstillingen varer indtil 12. april 2014 og er muliggjort med støtte fra Søgaard Ejendomme.









Galleri Udengaard  / info@galleriudengaard.dk  / +45 22 16 91 25